– en ny arbejdshest til MAF
KODIAK 100 er et nyt fly, som er blevet specielt designet til at løse MAF’s opgaver på landingsbaner i øde egne.
Det begyndte i 1985. Et møde mellem MAF piloten David L. Voetmann og fly designer Tom Hamilton startede processen med at skabe et specialiseret ”missions fly”.
Piloten beskrev de vanskelige og vidt forskellige problemer på landingsbanerne i øde egne – og designeren tog udfordringen op.
Resultatet blev Kodiak 100, udviklet af Quest Aircraft Company i Idaho, USA.
For MAF kan flyet byde på langt mere end Cessna 206, der længe har været ”rygrad” i MAF’s flåde af mindre fly.
Kort startlængde
Flyets 750 HK turboprop motor, den 4-bladede propel og det smalle forparti giver tilsammen en endnu kortere startlængde end den, som Cessna 206 behøver.
Flyets korte vingespan tillader snævre drej på smalle landingsbaner, og vingens udformning tillader lav fart under landing (60 knob/110 km/t).
Kabinen, der rummer op til 9 passagerer, kan hurtigt ændres fra passager- til fragttransport, og de store døre gør det let at få fragt og bårer ind og ud.
Understellet erstattes nemt af pontoner, reservedele er hurtige at fremskaffe, og flyet er forsynet med det nyeste udstyr til navigation osv.
Brændstoffet
En af de rigtig store fordele ved Kodiak-flyet er, at det bruger jetbrændstof, som er langt lettere og billigere at fremskaffe end den flybenzin, som Cessna 206 bruger.
Intervallet mellem motoreftersyn er større end for 206’erens vedkommende, og Kodiak’ens større lasteevne øger mængden af udstyr, medicin osv. pr. flyvning.
De første 3 fly er allerede leveret, og MAF forventer at erstatte yderligere 20 af sine Cessna 206 med Kodiak over de næste 10 år.
David Voetmann, der var med til at starte udviklingen af Kodiak-flyet, har fløjet 25 år i Afrika, og han siger: ”Jeg tror dette fly bliver næste generations ”missionsfly”.
Fakta om Kodiak kontra Cessna | Cessna 206 | Kodiak 100 |
Antal sæder i alt | 6 | 10 |
Nyttelast, excl. pilot og brændstof | 414 kg | 697 kg |
Max. marchhastighed i 3.000 m højde | 230 km/t | 340 km/t |
Max. distance i 3.000 m højde | 1145 km | 2285 km |
Brændstof kapacitet | 330 l | 1210 l |
Udgifter til brændstof pr. liter | 13 kr. | 5 kr. |