|  Søg  |  Kontakt
 

MAF’s (Mission Aviation Fellowship) hangar i Port-au-Princes lille internationale lufthavn spiller en vital rolle ved at stille faciliteter til rådighed for dusinvis af hjælpeflyvninger til det knuste Haiti – fly, der ellers ville blive afvist.

Eftersom lufthavnen havde problemer med at rumme alle de fly, der forsøgte at komme ind i Haiti, så henvendte MAF-personalet sig til luftvåbenets kontrollører og tilbød logistisk støtte såvel som plads i MAF’s hangar, fortæller John Woodberry, der er MAF’s leder af katastrofe-hjælp og sikkerhed. Som resultat af det er der nu mange flere nødhjælpsfly, der ankommer til Port-au-Princes ellers overbebyrdede lufthavn.

MAF-hangaren er blevet afgørende vigtig for de store hjælpeorganisationers arbejde. Den tjener som lagerplads for Operation Blessing, Baptist Haiti Mission, Samaritan’s Purse og andre. Den er også blevet base for nøglepersoner inden for logistik fra flere af de nævnte organisationer, der har deres stab til at overnatte i MAF-hangaren, så de kan støtte og drive deres hjælpe-operationer og koordinere de lastbiler, der skal videredistribuere hjælpen.

  • Lørdag alene betjente MAF 69 passagerer og 10 tons hjælpeforsyninger. Det første fly kom med 23 nødhjælpsarbejdere fra World Vision, Mennoniternes Centralkomité og andre organisationer. Nødhjælpen omfattede bl.a. mad, presenninger, tæpper, hygiejne-pakker, vandrensnings-systemer og medicinsk udstyr. Flyene returnerede fra Haiti med 43 evakuerede børn og korttids-missionærer, der var ankommet, før jordskælvet indtraf.
  • Lørdag begyndte MAF-fly også hjælpe-flyvninger inden for Haiti. De evakuerede et arbejdsteam fra USA, der var strandet i byen Hinche 100 km nord for Port-au-Prince. Denne gruppe fra Richmond i Virginia var ankommet til Haiti den 7. januar. MAF-piloterne Mark Williams og Will White fløj gruppen til Cap Haitian og hjalp dem med at finde et sted at bo, indtil de kunne rejse hjem til USA.
  • Søndag morgen ankom fly fra USA med medicinsk og kirurgisk personale samt udstyr, og de benyttede også MAF’s faciliteter.
  • Der ankommer mange nødhjælpsforsyninger til Haiti, der ikke er adresseret til en særlig gruppe. MAF er blevet bedt om at koordinere fordelingen til de organisationer, der bedst får hjælpen videre.
  • MAFs piloter og fly vil fortsætte nødhjælpsflyvningerne inden for Haiti og transportere forsyninger, nødhjælpsarbejdere og lægeteams til afsidesliggende områder.